A - Z

Vi har samlet en masse information til dig, som du med fordel kan læse inden din ferie.

Du er altid velkommen til at kontakt os, hvis du har spørgsmål til din ferie hos Sommerhusudlejning Fyn.

Ankomst

Du må ankomme fra kl. 15.00 i det lejede sommerhus.

Nøglen afhentes i receptionen hos Sommerhusudlejning Fyn eller i nøgleboks ved sommerhuset (se oplysning på dit lejebevis).

Kode til nøgleboksen oplyses få dage inden ankomst. Ved ankomst skal forbrugsmålere aflæses og noteres på forbrugssedlen.

Afrejse

Sommerhuset skal forlades senest kl. 10.00.

Ved leje af en miniferie (1 til 6 dage) skal sommerhuset først forlades kl. 11.00.

Evt. forbrugsseddel efterlades i sommerhuset og nøglen afleveres hos Sommerhusudlejning Fyn eller i nøgleboksen ved sommerhuset (se oplysning på dit lejebevis).

Hvis du rejser før tid (dagen før), bedes du give os besked pr. SMS.

Evt. forbrugsbeløb trækkes fra dit depositum. Evt. restdepositum overføres til din konto 14 dage efter afrejsen.

Affald

I de fleste sommerhusområder skal affaldet sorteres.

Du bedes sørge for at sortere efter de gældende regler, da renovationsselskabet kan nægte at tømme beholdere med forkert sortering.

Tømningsintervallet kan variere fra område til område. Du kan derfor ikke forvente en tom container/sæk ved ankomst.

Afstande

Alle afstande er målt på internettet via Google Earth og er angivet i luftlinje. Afstandene er udarbejdet efter bedste evne.

Allergi

Selvom der i husbeskrivelsen står, at husdyr ikke er tilladt, kan en husejer eller dennes gæster have haft husdyr i sommerhuset.

Kontakt os, hvis du ønsker mere specifik information om et bestemt sommerhus.

Sommerhusudlejning Fyn tager intet ansvar for allergiske reaktioner i forbindelse med husstøv.

Vi gør opmærksom på, at personer, som har støvallergi, bør vælge huse med træ- eller flisegulve.

Barnestol, barneseng

Det fremgår af husbeskrivelsen om der er barnestol og barneseng i sommerhuset. 

Hvis du har lejet et sommerhus uden barneseng/barnestol eller har brug for mere end 1 stol/seng, kan disse tillejes hos Sommerhusudlejning Fyn.

Betaling

Lejen betales i 2 rater.

  • 1 rate på 25% af lejen betales, når du bestiller sommerhuset.
  • 2 rate inkl. depositum betales 60 dage før ankomst.

Ved booking mindre end 60 dage før ankomst betales hele lejen inkl. evt. depositum, når du bestiller sommerhuset.

Brænde

Brænde er ikke inkluderet i lejeprisen, men kan købes i de fleste supermarkeder.

Brænde ved sommerhuset er ejers private og må ikke benyttes.

Det er ikke tilladt at samle brænde i skoven eller på stranden, da det kan indeholde salt, som kan ødelægge brændeovnen.

Brændeovn

Når du lejer sommerhus med brændeovn, skal du selv rengøre ovnen ved fraflytning.

Brug de brændeovnsredskaber, som står til rådighed i sommerhuset.

Brug aldrig sommerhusets støvsuger til rengøringen.

Asken må ikke kommes i skraldespanden. Der er opsat zinkspand udenfor til aske.

Byggelarm

I løbet af din ferie kan der forekomme byggelarm i de nærmeste omgivelser.

Sommerhusudlejning Fyn har ikke mulighed for at vide hvor og hvornår der bliver bygget eller renoveret, og kan derfor ikke gøres ansvarlig herfor. 

Cykler

Sommerhusudlejning Fyn påtager sig intet ansvar for standard og funktion af eventuelle cykler ved sommerhuset.

Hvis en cykel er punkteret, er det op til dig selv at sørge for lapning.

Cykeludlejning

Cykler kan lejes mange steder på Fyn.

Sommerhusudlejning Fyn står gerne til rådighed, hvis du har brug for yderligere informationer.

Depositum / forbrug

Udover lejebeløbet opkræves et depositum med 2. rate. (depositum opkræves kun, hvis der skal betales for forbrug)

Forbrugsomkostningerne modregnes i depositummet.

Evt. restdepositum tilbagebetales til din konto senest 14 dage efter afrejse. 

Hvis forbrugsomkostningerne overstiger det indbetalte depositum, forbeholder vi os ret til at hæve restbeløbet på det betalingskort, som du har angivet i bookingforløbet.

Fisketegn

Hvis du er mellem 18 og 64 år, skal du have fisketegn for at fiske ved de danske kyster.

Fisketegn til kystfiskeri kan købes på www.fisketegn.dk

Forbrugsomkostninger

I de fleste af vores sommerhuse, skal du udover lejebeløbet betale for forbrug af el, vand og varme.

Forbrugsmålerne aflæses af dig ved ankomst og afrejse og noteres på forbrugssedlen.

Forbrugsbeløbet modregnes i depositummet.

Hvis du har glemt at aflæse målerne, skønner Sommerhusudlejning Fyn forbruget. Se også punktet ”vinterlejemål”

Glemte sager

Sommerhusudlejning Fyn opbevarer glemte genstande i op til 2 måneder efter dit ophold er slut.

Genstandene fremsendes for egen regning. 

Grill

De fleste af vores sommerhuse har en grill.

Det er op til dig at rengøre grillen efter brug.

Aske fra grillen må aldrig kommes i affaldscontaineren. Benyt i stedet den zinkspand, som står ved huset.

Sommerhusudlejning Fyn påtager sig intet ansvar for kvalitet eller rengøringstilstand af grillen i det lejede sommerhus.

Grund

De fleste sommerhusgrunde på Fyn er naturgrunde med græsplæne.

Du kan ikke altid forvente, at grunden er velplejet, da sommerhusgrunde oftest er overladt til naturen.

Grundens størrelse kan derfor synes mindre end beskrevet i husbeskrivelsen. Det er ikke tilladt at opstille telt eller campingvogn på grunden.

Gæster

I husbeskrivelsen er angivet hvor mange personer der må overnatte i sommerhuset.

Der må aldrig overnatte flere personer end der er angivet i husbeskrivelsen.

Havemøbler

Alle vores sommerhuse er udstyret med havemøbler.

Parasol, liggestole og havehynder er ikke standard, og kan således ikke forventes at være til rådighed i huset.

Husdyr

Husdyr er velkomne i flere af vores sommerhuse.

Hvis du lejer et sommerhus med husdyr, er der, medmindre andet er angivet, altid tale om 1 husdyr.

Hunden må færdes frit på grunden.

Går du tur med hunden uden for grunden, skal hunden altid holdes i snor.

Hunden må ikke opholde sig i møbler og senge og aldrig efterlades alene i sommerhuset.

Du bedes sørge for, at efterladenskaber på grunden fjernes før afrejse.

Der findes områder i Danmark (hundeskove), hvor hunde må løbe frit.

Læs mere om færden med hund i Den danske Hundelov.

Indretning/udstyr

Alle sommerhuse er som standard udstyret med toilet, brusekabine, komfur, køleskab, kaffemaskine, støvsuger, barneseng, barnestol, radiatorer, gratis WiFi og havemøbler.

Sengene har dyner, hovedpuder og eventuel topmadras.

Der er bestik og køkkengrej til det antal personer, som er tilladt i huset.

Ring hvis du har spørgsmål til f.eks. indretningen.

Til din ferie skal du medbringe følgende selv:

Sengelinned, håndklæder, viskestykker (linnedpakke kan forudbestilles hos Sommerhusudlejning Fyn), klude og toiletartikler.

Informationsmappe

I sommerhuset finder du en husmappe med diverse informationer.

Hvis du har spørgsmål omkring sommerhuset, finder du svar på det meste i denne mappe.

Linned

Du kan enten selv medbringe sengelinned, håndklæder og viskestykker eller forudbestille en linnedpakke hos os.

En linnedpakke indeholder, sengelinned, lille og stort håndklæde samt viskestykke.

Bestilt linnedpakke leveres til sommerhuset og tages med retur af vores rengøringspersonale.

I nogle tilfælde er en linnedpakke pr. person inkluderet i lejen. I så fald er dette angivet på din lejekontrakt.

Reklamation

Skader og reklamationer skal meddeles Sommerhusudlejning Fyn skriftligt senest 24 timer efter ankomst.

Reklamation vedr. utilfredsstillende rengøring skal meldes straks ved ankomst.

I modsat fald bortfalder lejers krav om kompensation og lejer hæfter for eventuelle fejl og mangler.

Rygning

Det er forbudt at ryge indendørs i alle vores sommerhuse.

Sker dette, opkræves en bod på kr. 2500 samt eventuel erstatning for mistet leje, hvis huset ikke kan udlejes i de efterfølgende uger.

Der er opsat zinkspande udenfor til aske og skodder.

Sauna

Alle saunaer har elektrisk ovn.

På ovnen sidder 2 reguleringsknapper.

Den ene er til regulering af temperatur. Normal temperatur i en sauna er mellem 80 og 100C.

Der går ca. 30 minutter før saunaen er helt opvarmet.

Den anden er en tænd/slukknap, som tænder saunaen straks eller, hvis du ønsker det, udskyder opstarten til senere.

Hvis saunaen skal tænde straks, drejes knappen helt mod højre og tilbage til trin 1, 2 eller 3 (angiver i hvor mange timer saunaen skal være tændt).

Hvis opstarten skal udskydes, drejes knappen til trin 4, 5 eller 6 (angiver i hvor mange timer opstarten skal udskydes)

De fleste saunaer er ikke beregnet til gus, så vær forsigtig med at øse vand på saunastenene.

Senge/skabsplads

Sengene i vores sommerhuse er normalt 90x200 for enkeltsenge og 180x200 eller 140x200 for dobbeltsenge.

Køjesenge kan være smallere og kortere end almindelige senge.

Af hensyn til hygiejne er der en tynd skånemadras ovenpå topmadrassen. Læg venligst dit eget lagen over skånemadrassen.

Der er oftest mindre skabsplads i et sommerhus end hjemme hos dig selv. Du kan derfor ikke regne med, at der er skabe i alle soverum.

Slutrengøring

Alle vores sommerhuse har obligatorisk slutrengøring.

Det betyder, at du ikke skal gøre rent ved afrejsen, det sørger vi for.

Huset skal dog ved afrejse være ryddeligt, ovn i køkkenet og evt. grill skal rengøres, opvaskemaskine og køleskab skal tømmes og alt affald inkl. flasker fjernes fra sommerhuset.

Spabad

Tømmespa (tømmes for vand efter brug)

Når du lejer et sommerhus med tømmespa, sørger Sommerhusudlejning Fyn for, at spabadet rengøres grundigt ved hvert lejerskifte for at bekæmpe bakterier.

Når spabadet benyttes, skal du pr. person lægge en klor-tablet i vandet.

Tabletterne findes i alle huse med tømmespa.

Vær opmærksom på, at dyserne i siden af spaen først virker, når vandet er ca. 10 cm over dyserne.

Standspa (typen som står fyldt med vand og hvor vandet er i cirkulation hele tiden)

Der må ikke benyttes klortabeletter i en standspa, da spaen fungerer som en lille swimmingpool som selv doserer klorindholdet.

Baderegler:

  • Afvask kroppen grundigt med sæbe inden brug af spaen.
  • Benyt rent badetøj
  • Personer med sygdomssymptomer som ondt i halsen, diarre, ørebetændelse, forkølelse mm. må ikke benytte spaen.
  • Hunde må ikke komme i spaen.

Benyt aldrig skrappe rengøringsmidler eller skurepulver i spaen.

Syg I ferien

Hvis du bliver syg i ferien og har brug for en læge, skal du kontakte det lokale lægehus inden for almindelig åbningstid på hverdage (8.00 – 16.00).

Uden for almindelig åbningstid skal du kontakte lægevagten på tlf. +45 7011 0707.

Medbring altid dit sygesikringsbevis, når du tager på ferie.

TV, kabel, satellit

De fleste af vores sommerhuse har kabel-TV.

TV-pakken i sommerhuset er ejers valg. Du kan derfor ikke altid regne med, at alle kanaler er tilgængelige.

Du kan som standard altid se DR programmer.

Kontakt os gerne, hvis du vil vide mere om TV programmer i det lejede sommerhus.

I husets informationsmappe finder du en brugervejledning til TV´et.

Kontakt os, hvis du har problemer med adgangen til programmerne.

Ved fejlbetjening eller ændringer i indstillingerne, forbeholder Sommerhusudlejning Fyn sig retten til at opkræve lejer for reparation/nyindstilling.

Ungdomsgrupper

Sommerhusudlejning Fyn har desværre haft problemer i forbindelse med udlejning til ungdomsgrupper.

En del af vores husejere ønsker ikke at udleje til denne kategori.

I er en ungdomsgruppe, hvis I er under 25 år og mere end 3 personer.

Ungdomsgrupper skal altid indhente tilladelse hos SF, før et lejemål kan bookes.

Vi forbeholder os ret til at afvise ungdomsgrupper eller opkræve et ekstra højt depositum sammen med lejen.

Hvis I har lejet et sommerhus som ungdomsgruppe uden forudgående tilladelse fra Sommerhusudlejning Fyn, forbeholder vi os ret til at bortvise gruppen.

Utøj/insekter.

De fleste af vores sommerhuse ligger midt i naturen. Derfor kan der være lidt flere myrer, fluer og edderkopper end du er vant til, hvis du bor inde i byen.

Skulle der forekomme et ekstremt insektangreb i sommerhuset, kontakt da Sommerhusudlejning Fyn.

Vi vil gøre vores bedste for at hjælpe dig.

Vaskemaskine, opvaskemaskine

De fleste af vores sommerhuse er indrettet med vaskemaskine og opvaskemaskine.

I tilfælde af defekt, kan vi ikke garantere reparation i weekenden eller om aftenen.

Hvis der er tale om fejlbetjening fra din side, forbeholder Sommerhusudlejning Fyn sig retten til at opkræve for udgifter i forbindelse med fejlfinding og evt. reparation.

Vinterlejemål

Ved leje af et sommerhus i vinterperioden (1.11 til 1.4) er sommerhuset opvarmet til ca. 15 grader ved ankomst.

Hvis du ønsker en højere temperatur, bedes du kontakte Sommerhusudlejning Fyn senest 3 dage før ankomst.

Du betaler selv for ekstra opvarmning. Vi efterlader en forbrugsseddel i sommerhuset med aflæsning af varmemåleren fra det tidspunkt, hvor vi skruer ekstra op.

WiFi

Alle vores sommerhuse har gratis WiFi.

Da det ikke er muligt at få fibernet i alle sommerhusområder, kan der være tale om et mobilt bredbånd med begrænset hastighed/data.

Kontakt Sommerhusudlejning Fyn for yderligere information omkring WiFi i det lejede sommerhus.

XYZ

Har du brug for flere informationer, står Sommerhusudlejning gerne til rådighed.